Strandet i hårdt vejr: - Der er vanvittige bølger derude
To unge kajakroere fra Silkeborg vil sejle Danmark rundt for at samle ind i til kræftramte. De er dog stødt på problemer ude på Vesterhavet.
Vesterhavet er ikke et sted for sarte sjæle.
Det har de to venner Jonathan Dagnæs og Emil Noe Nielsen fra Silkeborg mærket på egen krop.
De har sat sig for at ro Danmark rundt, men det går ikke helt efter planen, og nu er de to kajakroere strandet i Søndervig på Vestkysten.
De startede ellers forhåbningsfulde få kilometer fra den tyske grænse og ville sejle hele vejen op mod Skagen langs Vadehavet.
Det, må de erkende, er en større mundfuld end forventet.
- Vi har mødt Vesterhavet, og det er fuldstændig vanvittige dønninger og bølger derude. Jeg er træt af, at vi ikke kan komme ud og ro, siger Jonathan Dagnæs til TV Midtvest.
Kæmper for en sag
På trods af ærgrelsen over de forhindringer de har mødt, så har venneparret noget at glæde sig over. I forbindelse med turen har de nemlig startet en indsamling til Knæk Cancer, og den går modsat selve turen over forventning.
- Inden vi tog afsted, havde vi et mål om at samle 10.000 kroner ind, men det havde vi allerede nået, inden vi startede, siger Emil Noe Nielsen.
For Jonathan Dagnæs er det en sag, der ligger ham ekstra meget på sinde. Hans far er terminal kræftpatient, og det var det, der gav ham idéen til turen.
- Der var mega stor opbakning til det, så nu har vi sat indsamlingen op til 50.000, siger Jonathan Dagnæs.
Giver ikke op
Det var meningen, at de skulle være nået frem til Skagen på nuværende tidspunkt, men sådan gik det ikke.
Nu er en af kajakkerne så gået i stykker i de voldsomme bølger, og de venter på en ny reservedel til kajakken.
- Jeg har roet 35 kilometer i går uden at kunne styre roret, og det er lidt frustrerende i længden, siger Jonathan Dagnæs.
De har dog ikke planer om at give op lige foreløbig, for de har stadig en indsamling, der er i gang.
- Når vi rammer forbi Skagen, så bliver det et vendepunkt for os, siger Jonathan Dagnæs.
Turen, der skulle have varet en måned, kommer nu til at tage noget længere tid.
Men som bekendt er der ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget.
- Det giver os længere tid til at samle ind, siger Jonathan Dagnæs med et smil.
Man kan følge de to unge kajakroers rejse på deres Instagram-profil, KajakEventyret.